I 12 år var Sunset Boulevard en stor del af mit liv, de sidste otte som CEO. Så blev jeg fyret.
Sådan en linje ser kort ud på skrift. I virkeligheden fyldte den alt. Jeg blev medlem af en ret eksklusiv klub, som ingen selv melder sig ind i, og som de færreste taler højt om. Det gør jeg så.
Jeg pakkede en rygsæk og gik 500 km alene på Camino de Santiago. Ingen møder. Ingen mails. Bare mig, mine fødder og alle de spørgsmål, jeg havde udskudt i årevis.
Det lærte mig mere om ledelse, identitet og ego end otte år i direktørstolen. Men det vigtigste kan opsummeres i én sætning fra min barndom: »Pjat med dig, videre!«
Min mor brugte de ord som et mantra. I dag er de en indgroet del af min ledelsesfilosofi. Det handler ikke om at ignorere modgangen, men om at tage det fulde ansvar for sit næste træk.
Når bumpet rammer, er det ofte ligegyldigt at dvæle ved årsagen. Det eneste vigtige spørgsmål er: Hvad skal der til, for at vi kommer videre herfra?
Det er ikke nødvendigvis let. Men historien viser med al tydelighed, at vi som mennesker ikke er defineret af de slag, vi får, men af den betydning, vi vælger at give dem.
Ud af det kom et manifest, jeg nu lever efter:
MODLEDELSELÆRINGEVENTYR